Mangler menuen - klik her     

Hvad vil du dog med den ..... ?

Hmmm, hvis jeg bare havde en krone for hver gang nogen stillede mig det spørgsmål ..... Ja, så kunne jeg fylde tanken på 120 liter benzin helt op uden at tænke på økonomien.

Men penge har jeg ikke og i og for sig heller ikke et entydigt svar. Det er vel noget der stammer helt tilbage fra man som dreng samlede plasticmodeller og lavede drabelige panoramaer med soldater fra 2. verdenskrig. Der sidder vel også noget fra dengang man var indkaldt. Jeg trak nu frinummer men måtte en tur i Civilforsvaret. Vognparken her var nu også meget interessant set med historiske øjne. Lidt fascination af lastvogne er der vel i alle drenge og for min part handler det også om historie. Hvis min GMC kunne fortælle om sit lange liv, ville  den nok kunne fortælle om støvede franske landeveje i Normandiet eller varme stillehavsøer, mange soldaterskæbner og krigens ubønhørlige krav om konstant tilførsel af forsyninger i form af brændstof (hvoraf GMC'erne brugte ikke så lidt selv), ammunition, friske tropper og forplejning.  

 

Billede tyvstjålet fra http://www.dday-overlord.com/gmc_cckw_353.htm

 

Nå, men hvorom alting er, så har jeg købt den og ikke fortrudt det et eneste sekund. Min ellers meget flinke genbo, som for øvrigt er mekaniker, kalder det "bil masochisme". Tænk at nogen gider bruge sin fritid på den slags. Men det gider jeg. Jeg slapper af med at lave bremser og reparere ledningsnet. Tankerne viger fra hverdagens trivialiteter og problemer og en verden af teknik, historie og olie folder sig ud. Så fryder det jo også ens maskiningeniørsjæl at opleve denne simple og gennemførte teknologi. Skabt til masseproduktion, simpel at servicere og alligevel robust og nem at betjene og et flot funktionelt design. De ku' dengang! Uden hjælp af 3D tegneprogrammer, industrirobotter og andre hjælpemidler, som vi andre omgiver os med i hverdagen. 

Den ultimative oplevelse var turen til motorkontoret med papirer behørigt stemplet i synshallen for at afhente 2 styks nummerplader. Ja, det var næsten på højde med turen hjem fra fødeklinikken i sin tid, men det ville nok være taktisk uklogt at nævne det :-)